©  Foto:

Cykelrute: Fra Nyborg til Kerteminde

Cykelruten fra Nyborg til Kerteminde er 25,4 km lang.

Se kort over ruten hos Naviki

Nyborg
Fra Nyborg går turen langs stranden forbi Hotel Nyborg Strand, et af Danmarks førende kursus- og konferencecentre, og videre mod Teglværksskoven, hvorfra der går flere gangstier ned til kysten. Ved området Strandhøjen er en smuk og afvekslende park med adgang for offentligheden. Ved feriehusområdet ved fiskerlejet Skaboeshuse går ruten lidt ind i landet, men ved Nordenhuse er man igen ved Storebælt. Nordenhuse er også et gammelt fiskerleje. Tidligere trak fiskerne deres fartøjer op på stranden med et spil, som stadig eksisterer. Området er præget af nydeligt pyntede, ældre sommerhuse 'en miniature'

Risinge & Lundsgård Klint
Efter Nordenhuse cykles over Bovense til Risinge. Herregården Risinges hovedbygning er en 1700-tals bygning. Hovedbygningen er i bindingsværk og i midten ses et firkantet tårn med pyramideformet tag. Hovedgården er opstået omkr. 1661 ved nedlæggelse af en landsby, Risinge, på tre gårde. I øvrigt var stedet omkring Risinge udset som egnet sted for placering af et A-kraftværk, da Danmarks elektricitetsudbygning blev planlagt i midten af 1970'erne. Disse planer blev dog forpurret af folkestemningen, således at Danmark, og dermed også R., ikke fik A-kraftværker.

Kort inden Kerteminde cykler man gennem Storskoven. Fra rastepladsen er der adgang til Lundsgård Klint, som er 900 m. lang, og hvorfra man kan nyde udsigten og i klart vejr tydeligt følge Sjællands kyst. Bag klinten ligger et fint skovområde, som er velegnet til vandreture. Om sommeren er der mange spændende fugle i skoven, f.eks. pirol og rødrygget tornskade. Midt i skoven ligger Jomfruhøjen, der er et godt eksempel på et middelalderligt voldsted. Til stedet knytter sig følgende sagn: Tre smukke jomfruer var trolovede med tre riddere, men blev tilbedt af tre nye bejlere. Fordi deres trolovede var draget i leding, havde de ingen til at beskytte sig mod de nye bejlere og søgte derfor tilflugt i højen i skoven. Da tilbederne opdagede skjulestedet, valgte de tre ungmøer at dø for egen hånd.

Lundsgård
Hvor man kører ud ad skoven ligger herregården Lundsgård. Jomfruhøjen viser sandsynligvis Lundsgårds middelalderlige beliggenhed. Gennem tiderne har stedet flere gange været ramt af oversvømmelser, og derfor iværksatte man en forstærkning af høfderne i Storebælt. Den nuværende hovedbygning er fra 1765 og opført i rokokostil. En mindre skovvej fører rundt om godset og forbi de væsentlig nyere avlsbygninger.

Kerteminde
Byen var tidligere Fyns betydeligste havneby, og i dag spiller fiskerihavnen stadig en stor rolle i byens liv.

Statuen af fiskerpigen "Amanda" finder du ved Langebro og er byens vartegn. I de smalle gader ligger flere fredede strøg, og en bygning fra 1600-tallet huser byens museum. Fiskergade er et eksempel på en gade med maleriske og fantasifulde husfacader.

Byen byder også på et seværdigt museum for maleren Johannes Larsen, bl.a. kendt for sine mange fugletegninger. I Kerteminde finder du også Fjord&Bælt, hvor forskning og fortælling om havmiljøet i Storebælt er vigtige ingredienser. I en 50 m tunnel under havoverfladen kan du studere Storebælts dyre- og planteliv, ligesom der er marsvin og sæler i et stort udendørsbassin.